Det nye rum
Jeg er lige her og dog helt væk.
Jeg er i et eller andet nyt rum, jeg har fundet i mit hus.
Døren stod indbydende åben ind til et helt specielt,... lyst rum.
Jeg har aldrig været her før og dog føler jeg, jeg er kommet hjem.
Det er, som selve lyset er helligt og kærligt omfavnende og jeg føler ingen trang eller grund til at forlade rummet igen.
Nogen, "de", favner mig og jeg føler mig elsket og stille indeni.
Der er ikke meget i rummet, andet end dette kærlige omfavnende lys.
Uden hverken at kunne se eller høre, sanser jeg med hvert atom, at ånden fra alle mine elskede, essensen af det levede liv, alt det der er med til at definere mit nuværende jeg og som kærligst har stillet sig til rådighed i mine spejle, befinder sig som kærlige åndedrag i dette magiske, disede lys, der smyger sig om mig og i mig og fylder mig ud til de yderste vibrationer fra de elektromagnetiske eksplosioner, der i en stadig sammentrækning og udvidelse langsomt definerer mit rum og livet mit.
Scenarier farer forbi og lyser væggen op i et fokuserende nu, hvor essensen af langvarige, brogede epoker røber deres kærlige intentioner og efterlader mig i dybere og dybere indre stilhed, uden trang til at ville påvirke og forandre.
Blot, bevare denne ro, denne trygge stilhed, hvori kærligheden vibrerer og farver lyset i rummet med livets spil i regnbuens stærke pasteller.
Som disse, er min følelse af stille væren;
Jeg ER , lyser og spiller en kortvarig stund, uden trang til at forandre, blot stråle stille og derefter atter trække mig tilbage i dette, mit nye rum.
Det, der rummer alt og hvor jeg kan være hele mig og mærke mit hjerte banker.
Når du ikke lige kan nå mig, kan du se mig der, trække vejret dybt ind og puste helt ud, til mit åndedrag atter spiller på banen med mig og min Gud.
Velsignet være stilheden i at gøre ingenting // Zaenia
