Tanker i mit indre Univers i dag, en uge før min 60 års dag
Under en meditation i dag, meldte min mor sig pludselig, jeg hilste på og hun ville vise mig noget. Hun begyndte at vise mig illustrationer på den enorme og dybe ensomhedsfølelse, hun havde i min fars seneste år, hvor hun stadig kæmpede for, at han ville blive rask og fungerende igen.
Pludselig var jeg inde i hendes kamp, hendes smerte, følte hvordan hun pressede alt muligt sundt i ham, hvordan hun baksede ham ud i solen, så såre den var fremme og lunede lidt ligesom i dag ...
hvordan hun græd af afmagt, fordi han intet reagerede på og ingen interesse viste.
Hvordan hun alligevel stædigt blev ved, år efter år. I alt over 8 år.
Pludselig indså jeg, hvorfor hun ikke skabte sit eget liv i de år i stedet, som vi søstre rådede hende til.
Pludselig indså jeg, hvorfor hun aldrig gav op.
Hvordan den skærende ensomhed angreb, når himlen om foråret blev højere og verden udvider sig.
Hvordan hun ikke magtede at sidde alene og kunne høre sine naboer og deres hygge.
Pludselig forstod jeg hendes skærende, gribende ensomhed, da han døde og hun vitterlig var alene.
Intet mere at kæmpe for, kampen var forbi og tomheden, der fulgte, var ubærlig.
Hun græd aldrig en tåre, for det gjorde man ikke. Men i de sidste tre år opnåede jeg at lære en kvinde at kende, der hele sit liv aldrig blev rigtig voksen og kunne stå i sig selv, der altid var dybt afhængig af, at først mine mor-forældre, senere min far, spejlede enhver af hendes handlinger og roste hende.
Jeg prøvede at give hende lidt de sidste år, i stedet for at kræve, at kræve hun endelig blev min mor, for det var hun aldrig rigtig - det var ofte mig, der passede på hende - og alligevel var det hende og jeg, der "hang" på hinanden, for ingen andre tog sig af hende grundet deres livs omstændigheder.
Jeg lærte en kvinde at kende med vid, med intelligens, med dybe tanker og en filosoferende indgang til det at tro og livets spirituellle psykologi.
Men hendes savn gennemtrængte alt, hun ville hjem og jeg var længe om at acceptere hendes valg.
Da jeg endelig prøvede at løsrive mig i stedet for at have to hjem, som jeg havde haft mere eller mindre i ti år, gik der ikke længe, før hun decideret valgte at tage hjem.
Efter sin 80 års fødselsdag gik hun hjem og lagde sig i sengen for aldrig mere at stå op.
I dag var så en af de sjældne gange, hun valgte at besøge mig og i dag var dagen, da jeg blev lidt klogere på hendes følelser og hendes valg.
I dag var også dagen, hvor jeg derfor kunne sætte min egen følelse af ensomhed fri og vide dybt i mit hjerte, den var aldrig min, den var hendes.
kære lille mor, du skal blot vide, hvor taknemmelig jeg er for dig og hvor for evigt du er elsket.
Jeg ved, du er glad i din himmel og jeg ved, du ikke mere er plaget af den dybe ensomhed og dit savn efter at kunne føle, du er god nok.
Mor, jeg elsker dig.
Nu bliver jeg selv 60 år, himlen er høj og solsorten, blandt så mange andre fugle, fylder den høje himmel og sol med sin sang.
Den sang, jeg har fulgt, så langt tilbage jeg overhovedet kan huske.
For ganske nylig er jeg så blevet klar på, at lige præcis den solsort er en udsending fra min elskede engel Zacharael .
I dag kom den helt hen og kiggede længe og intens på mig ind ad vinduet. Åndeløst lyttede jeg til den og sad ganske, ganske stille.
Den snakkede om evigheden og det fysiskes forgangenhed.
Om livets følelser og om ikke at tage kollektive følelser personligt.
Netop nu, netop i denne tid plejede min egen tomhedsfølelse at blive gigantisk, fordi himlen bliver så høj og udvidet her om foråret, så tusindvis af nye muligheder banker på, men er så diffuse og uladsiggørlige grundet så mange omstændigheder.
Så er det at moren min kommer på besøg - fra åndeverdnen forstås - og viser mig disse klip fra sit eget liv.
Og for første gang i mit liv og ganske effektivt, får jeg endelig klippet det bånd, der giver mig den nedarvede følelse af ensomhed og smerte .
Nu er jeg fyldt op med glæde, rigdom og intensitet, der tillader mig at føle verden, at føle livet, at vokse og gro med glæde og nyde alt det, der er i mit Univers og at livet stadig er fuldt af gaver, jeg mangler at åbne.
Jeg takker min mor, jeg takker min lille blackbird, jeg takker Gud i himlen og jeg takker for alle de mennesker, der rør mit hjerte og som til stadighed gerne vil være i mit liv.
Fantastisk frihed at blive 60, så meget er slut, jeg har fri nu, jeg behøver ikke bevise noget mere.
Jeg er lige her og dem, der vil være med mig, får en del af mit hjerte, de der vælger mig fra, har alligevel en del af mit hjerte. når først de har strejfet det.
for jeg er lige om lidt 60 nu og jeg gider ikke kæmpe mere. Så meget kom og gik, men aldrig mit indre univers og al min kærlighed.
Jeg er jo lige her
bor i mit hjerte og er aldrig alene
Ingen kommentarer:
Send en kommentar